Trin 3 - Scan passets kode, aflæs chip og scan ansigt

Guide til dig, der hjælper en anden (som har pas og ældre telefon)

Trin 0 - Se, hvad du må hjælpe med
Trin 1 - Tjek telefoner og pas
Trin 2 - Åbn din MitID app - og åbn appens menu
Trin 3 - Scan passets kode, aflæs chip og scan ansigt
Trin 4 - Opret bruger-ID
Trin 5 - Aktivér eller bestil MitID

Når I skal bekræfte identiteten på den, som du hjælper, skal I igennem følgende: Del 1: Scan passets kode, Del 2: Aflæs passets chip, Del 3: Scan ansigtet (for at sammenligne med pasfoto). Det er for at sikre, at den, der skal have MitID, er den samme, som ejer passet.  

Guiden er til danske, grønlandske og færøske pas.  

Videoguide: Tips og tricks til at scanne pas og ansigt i MitID app (5:50)

Vejledning: Kan du ikke få scanning af pas og ansigt til at virke? 

  1. Se kort video i appen, der viser, hvordan I gør.
  2. Åbn passet på siden med pasfotoet 
  3. Find koden med pasoplysninger – den står i den nederste del af passet og begynder med ’P’.
  4. Tryk på knappen Scan koden i MitID appen.
  5. Vend telefonen vandret.
  6. Placer telefonen, indtil koden fra passet er i det nederste felt. Der skal være ca. 12 cm afstand.
  7. Hold telefonen stille, når pilene på skærmen passer med passets nederste kode.
  8. Når koden er scannet, vil den vibrere, og I vil se et flueben.  

Tip: Hvis I vælger at indtaste pasoplysninger manuelt I kan opleve, at I ikke kan vælge den rigtige dato. Det skyldes, at I ikke kan vælge en dato tilbage i tiden. Vælg derfor først måned og år, og til sidst datoen. 

  1. Se kort video i appen, der viser, hvordan I gør.
     
  2. Læg passet på en vandret overflade.
  3. Hvis din telefon har et cover, skal du fjerne det. 
  4. Placer toppen af telefonen halvt inde på passets forside. Så er I klar til at aflæse passets chip. Den sidder skjult inde i passets forside.   
  5. Tryk på knappen Aflæs chip i MitID appen, og begynd scanningen.
  6. Hold telefonen stille i nogle sekunder, for at chippen kan aflæses.
  7. I vil se nogle cirkler – og tekst om, at scanningen er i gang.
  8. Aflæsningen er færdig, når telefonen vibrerer og viser et flueben.
     

Tip: Hvis I ikke kan se cirkler og tekst om, at scanningen er i gang Prøv at flytte rundt på telefonen. Så kan telefonen forsøge at fange chippen igen. Undgå også at røre ved telefon og pas, før aflæsningen er færdig.   

  1. Se kort video i appen, der viser, hvordan I gør.  
  2. Den, du hjælper, skal nu holde telefonen op foran sit ansigt, ansigtet passer ind i rammen (for at sikre, at det er den, der ejer passet, der også bruger det).    
  3. Tryk på knappen Jeg er klar, når ansigtet er placeret i rammen. I får løbende instrukser, som I skal følge. Det kan godt tage nogle gange at scanne ansigtet helt korrekt.
  4. Scanningen er gennemført, når I ser teksten ‘Verificerer’ og efterfølgende kommer videre til trin-oversigten.

Tip: Hvis I ikke kan trykke på ’Jeg er klar’-knappen Prøv at rykke længere væk eller tættere på den blå ramme, indtil knappen ’Jeg er klar’ bliver blå. Instruktionen på skærmen vil guide jer til, hvad I skal gøre.

Tip: Hvis I ikke kan scanne ansigtet, kan I prøve at:   

  • Gå et andet sted hen for at få bedre belysning på ansigtet. 
  • Fjerne evt. briller eller andre ting på ansigtet. 

Tip: Hvis du som hjælper ikke kan læse instruktionen på skærmen Det kan godt være svært for dig som hjælper at se skærmen og instruktionerne undervejs, fordi skærmen skal ret tæt på den anden persons ansigt. Alternativt kan I udføre scanningen ved, at du som hjælper holder og styrer telefonen, når ansigtet skal scannes. Det kan være lidt lettere at holde telefonen med to hænder, så man undervejs kan trykke på knappen ’Jeg er klar’ med tommelfingeren.