Ny opdatering til MitID udfaser aktiveringskoder for at reducere risikoen for svindel. Lokkes en aktiveringskode ud af en bruger, kan svindlere oprette en ny MitID app, kodeviser, kodeoplæser eller chip og få fuld kontrol over brugerens MitID.
Derfor har den seneste udgave af MitID udfaset aktiveringskoden for appen, og med den nyeste version udfases aktiveringskoderne for kodeviser, kodeoplæser og chip.
Aktivering af MitID kodeviser, kodeoplæser og chip
Fra i dag kan man derfor ikke længere få en aktiveringskode til en MitID kodeviser, kodeoplæser eller chip via selvbetjeningen på MitID.dk og via MitID appen.
Hvis man fremover vil aktivere en MitID kodeviser, kodeoplæser eller chip, kan man gøre det via pas- og ansigtsscanning i MitID appen. Her kan man også låne en andens smartphone, hvis man ikke selv har en. Man kan desuden få aktiveret en MitID kodeviser, kodeoplæser eller chip på Borgerservice.
Flowet i MitID appen er samtidig blevet kortere og mere brugervenligt.
Menuen i MitID appen har fået en makeover
I takt med at der er kommet flere og flere selvbetjeningsmuligheder i MitID appen, er menuen i appen gradvist blevet længere. Derfor får menuen nu en makeover, så den bliver mere overskuelig og intuitiv at navigere i, så brugerne nemmere kan få adgang til MitID appens mange funktioner og selvbetjeningsmuligheder.