Siden er ikke tilgængelig på det valgte sprog
Siden er ikke tilgængelig på dit ønskede sprog. De tilgængelige sprog er nævnt nedenstående.
The page is not available in the selected language
Unfortunately, the page is not available in the selected language. The page is available in the languages listed below.
Oqaatsini taakkunani qupperneq iserfigineqarsinnaanngilaq
Oqaatsit atorumanerusatit atorlugit qupperneq iserfigisinnaanngilat. Oqaatsit quppernermi atorneqarsinnaasut ataani allaqqapput.

MitID kodeoplæser

MitID kodeoplæseren er et elektronisk apparat, der fungerer som er et alternativ til MitID som app. Kodeoplæseren ligner en lommeregner og er særlig velegnet til personer med nedsat syn. Den viser og læser en engangskode højt, som du bruger til at logge på eller godkende med MitID.

Sådan bestiller du en MitID kodeoplæser

Du kan bestille en MitID kodeoplæser på 2 måder:

  1. På MitID.dk
  2. Ved at møde op i Borgerservice.

Bemærk, at de første tre MitID kodeoplæsere, du bestiller, er gratis. Efter de tre gratis kodeoplæsere koster en 41,71 kroner. Du kan kun have 1 i brug ad gangen.

1) Bestil en MitID kodeoplæser på MitID.dk

  1. Tryk her for at starte bestillingen af en MitID kodeoplæser.
  2. Start med at identificere dig - enten ved at logge ind med dit MitID eller indtaste dit CPR-nummer og danske eller grønlandske pasnummer. Du kan også bestille en MitID kodeoplæser uden at identificere dig, men så skal du betale for den. 
  3. Vælg, hvordan du vil have leveret din MitID kodeoplæser: 
    • Til din adresse med posten. Du modtager den med posten inden for 3-7 arbejdsdage. Bemærk, at for adresser uden for Danmark kan der være længere leveringstid.
    • Til afhentning i Borgerservice. Husk, at du skal medbringe gyldig legitimation fx pas eller kørekort. Læs her, hvilken legimitation du skal medbringe. Bemærk, at du også kan få aktiveret din MitID kodeoplæser i Borgerservice.
  4. Husk at aktivere din MitID kodeoplæser, når du modtager den. Du kan først bruge den, når den er aktiveret. Læs her hvordan du aktiverer den.

2) Bestil en MitID kodeoplæser i Borgerservice

I Borgerservice kan du få udleveret og aktiveret en MitID kodeoplæser.

  • Husk at bestille tid til Borgerservice. Det er som regel nødvendigt.
  • Når du møder op i Borgerservice, skal du kunne identificere dig med gyldig legitimation fx pas eller kørekort.

Læs mere om at få hjælp i Borgerservice.

Sådan aktiverer du din MitID kodeoplæser

Når du modtager din MitID kodeoplæser, skal den aktiveres, før den kan bruges.

Du kan aktivere din MitID kodeoplæser på 2 måder:

  1. Med dit pas/udenlandske ID-kort i MitID appen.
  2. Ved at møde op i Borgerservice.

1) Aktivér MitID kodeoplæser i MitID appen med dit pas/udenlandske ID-kort

  1. Hent MitID appen fra Digitaliseringsstyrelsen i Apple App Store eller Google Play, hvis du ikke allerede har den.
  2. Åbn MitID appen og tryk på menuen øverst på skærmen.
  3. Tryk på Aktivér.
  4. Tryk på Aktivér dit MitID og Kom i gang.
  5. Vælg Pas/ID-kort.
  6. Accepter Vilkår og betingelser og læs Privatlivspolitikken.
  7. Du skal nu bekræfte din identitet med dit pas/ID-kort. Du skal igennem trinnene: 1) scanne passets/ID-kortets kode, 2) aflæse passets/ID-kortets chip og 3) scanne dit ansigt. Læs her, hvordan du scanner dit pas/ID-kort og ansigt.
  8. Når du kommer til trinnet, hvor du skal vælge, hvad du vil aktivere/bestille, vælg MitID kodeoplæser. 
  9. Du får nu vist teksten 'Har du en kodeoplæser?' Tryk Ja, aktivér.
  10. Opret en adgangskode og gentag den.
  11. Indtast serienummeret, der står på bagsiden af din MitID kodeoplæser.
  12. Indtast dernæst den 6-cifrede engangskode, du får vist/læst højt ved at trykke på den røde knap nederst til højre på din MitID kodeoplæser. Du kan mærke, at knappen har en enkelt prik. 
  13. MitID kodeoplæseren er nu aktiveret og klar til brug. Læs her, hvordan du bruger MitID Kodeoplæser. 

2) Aktivér MitID kodeoplæser i Borgerservice

Hvis du fx ikke har et pas/udenlandsk ID-kort eller har brug for hjælp, kan du få aktiveret din MitID kodeoplæser i Borgerservice.

  • Husk at bestille tid til Borgerservice. Det er som regel nødvendigt.
  • Når du møder op i Borgerservice, skal du kunne identificere dig med gyldig legitimation fx pas eller kørekort.

Læs mere om at få hjælp i Borgerservice.

Sådan bruger du din MitID kodeoplæser

Når du skal logge på eller godkende med MitID kodeoplæser, skal du først indtaste dit bruger-ID og en 6-cifret engangskode fra MitID kodeoplæseren. Indtast herefter din adgangskode, og du har nu godkendt med MitID.

Sådan gør du - trin for trin

  1. Gå ind på den hjemmeside eller app, hvor du vil logge på eller godkende med MitID og find log ind knappen.
  2. Indtast dit bruger-ID og tryk på Fortsæt. Du oprettede dit bruger-ID, da du fik MitID. Det skal du bruge hver gang, du skal logge ind eller godkende med MitID.
  3. Bemærk, at første gang du bruger MitID kodeoplæseren, skal du vælge, at du fremover vil godkende med den. Efter at du har indtastet dit bruger-ID, skal du trykke på ’Skift MitID identifikationsmiddel’ og vælge MitID kodeoplæser.
  4. Læs, hvad du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, skal du trykke på Afbryd.
  5. Tryk på den røde knap nederst til højre på MitID kodeoplæseren. Du kan mærke, at knappen har en enkelt prik. MitID kodeoplæseren tænder og viser/læser en 6-cifret engangskode højt.
  6. Indtast den 6-cifrede engangskode fra MitID kodeoplæseren på skærmen og tryk på Fortsæt.
  7. Indtast dernæst din adgangskode. Du oprettede din adgangskode, da du aktiverede din MitID kodeoplæser.
  8. Du er nu logget ind med MitID.

Bemærk, at MitID kodeoplæseren kan indstilles på forskellige måder. Fx kan du justere MitID kodeoplæserens lydstyrke og sprog. Læs her, hvordan du indstiller MitID kodeoplæseren.

Videoguide: Sådan bruger du MitID kodeoplæser.

Her kan du se, hvordan du kan justere lyd og hastighed af oplæsningen af engangskoden på MitID kodeoplæser.

"Rød knap" og engangskode

Et enkelt tyk på en røde knap i nederste højre hjørne læser engangskoden op, som du skal bruge, når du godkender med MitID. Du kan også mærke, at den røde knap har en enkelt prik.

"Rød knap" og andre funktioner

Sammen med andre taster kan den røde knap styre funktioner som fx gentagelse af engangskode, hastighed, lydstyrke og sprog. Hold den røde knap nede, samtidig med at du trykker på en anden knap. Som tommelfingerregel skruer knapperne til højre noget op, og knapperne til venstre skruer ned. Der er i alt 9 funktioner:

  1. Vis og læs engangskode op (kun ‘rød knap’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre. Du kan mærke, at den har en enkelt prik. Engangskoden skal du bruge, når skal logge ind eller godkende med MitID.
  2. Læs engangskoden op igen (‘rød knap’ + ‘0’)
    Gentag engangskoden, så mange gange du vil. Engangskoden kan gentages inden for 20 sekunder. Tryk på ’rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ’0’, der er placeret til venstre for ‘rød knap’.
  3. Skru op for lyden (‘rød knap’ + ‘9’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘9’, som er placeret lige over rød knap.
  4. Skru ned for lyden (‘rød knap’ + ‘7’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘7’, der er placeret først i tredje række fra oven.
  5. Sæt hastigheden af oplæsningen ned (‘rød knap’ + ‘4’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘4’, der er placeret først i anden række fra oven.
  6. Sæt hastigheden af oplæsningen op (‘rød knap’ + ‘6’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘6’, der er placeret sidst i anden række fra oven.
  7. Skift sprog - vælg mellem dansk eller engelsk (‘rød knap’ + ‘1’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘1’, der er placeret først i øverste række.
  8. Sluk for kodeoplæseren (kun ‘rød knap’)
    Kodeoplæseren slukker automatisk efter 20 sekunder uden aktivitet, men du kan også slukke den. Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre.
  9. Læs serienummeret op (‘rød knap’ +’5’)
    Tryk på ‘rød knap’ nederst til højre, og tryk samtidig på ‘5’, der er placeret i midten i anden række fra oven. Du kan mærke, at ‘5’ har to prikker.

Serienummeret skal du bruge, når du skal aktivere din kodeoplæser. 

Sådan ser kodeoplæseren ud

  • Kodeoplæseren ligner en stor lommeregner, med en skærm øverst og fire rækker med tal.
  • Den øverste talrække fra venstre er 1, 2 og 3.
  • Den anden talrække fra venstre er 4, 5 og 6.
  • Den tredje talrække fra venstre er 7, 8 og 9.
  • Den nederste række fra venstre har en grøn knap, et nul i midten og til højre en rød knap med en prik.

Engangskode

  • Engangskoden skal du bruge når du godkender med MitID.
  • Skærmen slukker automatisk efter 20 sekunder, og engangskoden forsvinder.
  • Engangskode kan blive læst op flere gange.
  • Vælg mellem oplæsning på dansk eller engelsk.

Hovedtelefoner

  • Tilslut hovedtelefoner, så det kun er dig, der kan høre engangskoden blive læst op.

Batteri

  • Kører på batteri, der holder i ca. 10 år.

Mål og vægt

  • Kodeoplæseren er 13 cm høj, 7,5 cm bred og ca. 2 cm høj, når den ligger ned.
  • Den vejer 130 gram.
  • Skærmen er 0,8 cm høj og tallene der vises på skærmen er ca. 0,6 cm høje.

Fandt du ikke svar på dine spørgsmål?

Hvis du har brug for hjælp til at bruge din MitID kodeoplæser, kan du ringe eller skrive til MitID Supporten.

Ring eller skriv til MitID support